søndag den 16. september 2018

Terra



Gitte Broeng:
Terra
80 s. ill. s/h, 
2018

100,00

I 1952 gravede skoleeleven Edmund Lykke Randa en hule nær krydset mellem Paludan-Müllers Vej og Hasle Ringvej i Aarhus Nord. Op af jorden dukkede et lille terracottahoved. Det viste sig at stamme fra Ægypten c. 712-332 f.Kr. Hvordan endte hovedet mon der? Og hvad skete siden hen? Gitte Broengs tekstbaserede lydværk og bog Terra drejer sig om det gådefulde fund - en lettere uanselig og dog bemærkelsesværdig genstand i den ægyptologiske samling på Antikmuseet, Aarhus Universitet.

Terra indgår i udstillingen L, kunstnersammenslutningen Guirlandens 50-års jubilæumsudstilling, som Antikmuseet viser indtil 14. december 2018. Bogen er grafisk tilrettelagt i samarbejde med billedkunstner Lasse Krog Møller. Udover sort-hvide fotografier og tekster til lydværket rummer den også ”En amatørarkæologs gravedagbog”. Med inspiration i arkæologens metodiske og detaljerede dagbogsoptegnelser under udgravninger giver appendikset et indblik i processen bag tilblivelsen af Terra.   

Gitte Broeng er forfatter og arbejder i feltet mellem litteratur og billedkunst - ofte stedsspecifikt og med tidslige lag, der udvider erfaringen af nutidens rum til også at omfatte et før og et muligt efter. Hun modtog Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2018 for bogen Oliekrisen - Et hørespil. Desuden har hun bl.a. udgivet kortprosasamlingen Croquis (2014) og romanen Frøken Klokken (2015), der blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris, og som udsprang af en lille føljeton i kunsttidsskriftet Pist Protta. 

Terra er støttet af Aarhus Kommunes Kulturviklingspulje 
og Statens Kunstfond

* Et link til lydværket er vedlagt bag i bogen.

* * *