tirsdag den 7. maj 2013
The Piccadilly Line #2
Kristian Handberg og Peter Ole Pedersen, red.:
The Piccadilly Line #2
Grafisk tilrettelæggelse, Lasse Krog Møller
70 sider.Ill. s/h og farve.
2010.
195,00
Under et navn der giver stemning af det 19. århundredes store verdensudstillinger, søger Piccadilly det fremmedartede og oversete som en udfordring af samtidens krav om nutidighed og formålsrettethed.
I denne, den anden i rækken af Piccadilly-udgivelser, tages plakaten under behandling. Bogens tekstdel indeholder bl.a en anmeldelse af en plakatudstilling anno 1918, en artikel om at samle på plakater og en om det at lave plakater. Line Hjort Christensen skriver om den skelsættende udstilling af plakater på Victoria and Albert Museum i 1931. Bente Jensen skriver om plakaten som et moderne medie på Nordjyllands Udstillingen i 1933. Og Kristian Handberg behandler plakataffæren Danske svin. Endeligt er der også nyt om den mysterieomgærede dansk-amerikanske kunstner Stan Ejsing.
Bogens billeddel gengiver samtlige plakatværker af: Søren Assenholt, Søren Behncke (papfar), Anders Bojen & Kristoffer Ørum, David Catherall, Christian Danielewitz, Kristian Handberg, Eva la Cour, Johannes E. Møller, Lasse Krog Møller, Lucia Nimcova, Knud Odde, Peter Ole Pedersen, Jonas Pihl, Anu Ramdas, Torben Ribe, Sarah Willemoes Thomsen & Anna Karin Rasmussen, Christian Vind og Pernille Kapper Williams der præsenteres på udstillingen The Piccadilly Exhibition Company #2.
The Piccadilly Line #2 er redigeret af Kristian Handberg og Peter Ole Pedersen og udgives i forbindelse med udstillingen The Piccadilly Exhibition Company #2, der vises på Instituttet (v. Godsbanegården, Århus) frem til 8. September og på Aalborg Stadsarkiv 15. oktober - 26. november 2010.