mandag den 7. december 2015

Poul Pedersen -en bibliografi



Mathias Kokholm og Lasse Krog Møller, red.:

Den store nordiske registrant over kunstnerbøger og andre kunstrelaterede trykte sager:
Poul Pedersen – en bibliografi 


190 s. ill. s/h.
2015

120,00


Tredje bind i serien Den store nordiske registrant over kunstnerbøger og andre kunstrelaterede trykte sager rummer en nøjeregnende bibliografisk fortegnelse over Poul Pedersens kunstnerbøger. Poul Pedersen vader ind på den århusianske litteratur- og kunstscene i midten af 60’erne. Fra sit arbejde som håndværksmaler får han plads i det »udvidede felt« med sine enkle, prunkløse og poetiske arbejder med sprogets (bogstaver) og billedets (figurer) mindste bestanddele. Han cirkulerer i tresserne omkring Foreningen for Ung Dansk Kunst, den centrale jyske bastion for tresser-avantgarden, og deltager med happenings og udstillinger i samspil med fraktionens talrige initiativer i perioden.

Poul Pedersens arbejde med kunstnerbogen indledes i 1970 med udgivelsen af tidsskriftet MAPPE, hvor abonnenter får tilsendt en række løsblade, mod at der indbetales et nok så lille beløb. I 1972 udgives Linien er en tegning af tingenes fødsel, en slags flipbog, hvor en diagonal linie over 16 opslag forvandles til to sorte kvadrater. Det tidsskriftsmæssige format fortsættes af Poul Pedersen i 1981 med udgivelsesrækken »Affiche«; plakater i et tidsskriftslignende udstyr. Efter enkelt-ark-plakat-tidsskriftet »Affiche« følger den serien Chatelet - pour une éthique (1994-2004), Chatelet fortsætter tidsskriftimitationen med elleve udgivelser, men bevæger sig i et vist omfang væk fra kunstnerbogen som konceptuel ramme, hvilket betyder at flere hæfter anvendes som repræsentation af udstillinger frem for i sig selv at antage værkkarakter. Men publikationen som dokument, undersøgelse og fortløbende collageværk fortsætter. På den måde kan vi aflæse Poul Pedersens bogproduktion som en slags kunstnerisk forskning, med små rapporter undervejs.